Blækspruttesalat med kartofler er en rigtig klassiker i middelhavslandene. I Italien, hvor retten har navnetInsalata di polpo e patate, finder man et hav af variationer. Nogen sværger til selleri og andre til peberfrugt eller små daddeltomater som ingrediens i den delikate salat. Herunder finder du den enkle opskrift uden de store dikkedarer, og med blækspruttens møre kød i centrum. Ofte ville man hive de store bagekartofler frem, men i sæson er skrabede, nye jordknolde at foretrække.
Blækspruttesalat med nye kartofler 4-6 personer
- 1 lille ottearmet blæksprutte på 600-1200 gram
- 10-12 mellemstore nye kartofler eller 3-4 store bagekartofler + 1 ekstra til vandet hvor blæksprutten koges.
- 1/2 dl hvidvinseddike
- 4-5 laurbærblade
- 4-5 peberkorn
- Et lille bundt bredbladet persille. Pluk persillen og gem stilkene til kogevand.
- 1 lille fed hvidløg
- 1/2 dl. god
ekstra jomfru olivenolie - Saften fra 1/4 øko-citron
- Flagesalt og friskkværnet peber
Blækspruttesalat med nye kartofler
- Vask bløddyret godt med frisk, koldt vand. Sørg for, at få alt sandet ud fra de små sugekopper.
- Fjern øjnene med en lille skarp kniv. De sidder lige under hovedet!
- Herefter skæres næbbetud af munden. Det sidder lige i midten af alle armene. Skær ned i hullet og træk næbbet ud.
- Så findes kødhammeren frem og de otte arme bankes møre i 5-6 minutter.
- I mellemtiden koges en stor gryde vand op, som er tilsat lidt hvidvinseddike, et par laurbærblade, nogle få peberkorn, lidt persillestilke og en kartoffel.
- Dyp den rengjorte blæksprutte i vandet tre-fire gange, så armene krøller op. Herefter ligges den ned i det kogende vand. Skru ned for blusset og lad vandet netop koge. Den skal have en lille times tid. Tjek den evt. efter 40-45 minutter.
- Mens blæksprutten hygger sig, skrabes de nye kartofler (eller skraldes bage kartoflerne) og skæres herefter ud i mundrette stykker. Kog dem al dente i rigeligt saltet vand med et par laurbærblade og nogle af stilkene fra persillen. Tag dem op af det varme vand og lad dem køle helt ned.
- Tag blæksprutten op, når den er mør, og lad den køle lidt af.
- I mellemtiden lægges den plukkede bredbladet persille i stor
skål vand i 5 min. Tag persillen op og slyng den. Når urten er tør hakkes den helt fint med hvidløget – eller efter behag. - Der piskes en emulsion af olivenolien og citronen.
- Skrab skindet af den afkølede blæksprutte med en lille skarp urtekniv (kan undlades). Skær blæksprutten ud i mundrette stykker.
- Læg stykkerne af blæksprutte, kartoflerne, persille/hvidløg, salt og friskkværnet peber samt citron/olie blandingen i en skål. Bland salaten godt rundt og smag til med salt eller friskkværnet peber efter behov.
- Server salaten ved stuetemperatur med en kølig flaske hvidvin og masser af italiensk brød.
Tips og info
Tricket med bagekartoflen i vandet til blæksprutten er et gammelt husmorråd, som jeg har fået i Italien. Det skulle efter sigende tage den skarpe lugt/smag fra sprutten.
Man kan sagtens spise salaten lun. Her kan man med fordel koge blæksprutten hel og servere den med de lune kartofler vendt i olie/citronblandingen.