Abruzzo: bjerge og vin

Trebbiano

Abruzzo: bjerge og vin. På midten af den Abruzzoitalienske støvle, fra alperne og hele vejen til Calabriens tåspids, løber bjergkæden Appeninerne. Og omtrent midt på, ud mod Adriaterhavet, ligger Abruzzo. Geografisk regnes Abruzzo til Mellemitalien, men rent strukturelt og økonomisk har regionen mere tilfælles med det fattige syd. Regionen er inddelt i fire provinser, hvor af de tre er kystnære og den sidste, L’Aqiula er låst mellem Lazio mod vest og de tre små provinser mod øst. Fra nord mod syd hedder de Teramo, Pescara og Chieti, og rent vinmæssigt de eneste interessante i denne sammenhæng, da de producerer 95 % af den vin, der kommer fra Abruzzo. Og der kommer meget vin. Regionen er én af de mest producerende regioner, men er også et klassisk eksempel på en vinøs italiensk tragedie. Vinproduktionen har været præget af kooperativer, der har satset massivt på kvantitet frem for kvalitet og med metoder, der sikrede store udbytter per hektar. Den slags vindyrkning har aldrig været godt for noget – andet end de vinproducenter rundt om i verden, der kunne spæde deres egen slatne saft op med noget andet slatten saft fra Abruzzo. Men som i andre vinregioner i Italien har succesfulde forgangsmænd med sans for kvalitet fået overbevist stadigt flere til at lave terroir-baserede vine for Abruzzo har forholdene til vin i topklasse.

Én slags rød

Montepulciano d'Abruzzo 2010Hvor det øvrige Italien kan være lidt af en jungle af DOCG og DOC’er er Abruzzo dejligt nem at overskue. Ét DOCG ved navn Montepulciano d’ Abruzzo Colline Teramane og tre DOC’er: Montepulciano d’Abruzzo, Trebbiano d’Abruzzo og Controguerra. Desuden  findes en håndfuld IGT’er. Det er alt. Og oven i købet dækker Montepulciano og Trebbiano d’Abruzzo DOC’erne præcist det samme område, hvor i man kun må producere rød eller rosé på Montepulciano under det ene DOC og kun hvidvin på trebbiano under det andet. Med andre ord er vinproduktion i de officielle områder i Abruzzo ikke præget af den ellers ekstremt varierede italienske drueportefølje. Særligt hvad angår de røde vine er det en ret ensidig forestilling. Montepulciano d’Abruzzo er svært dominerende i alle rødvinsproducerende områder, evt. spædet op med lidt sangiovese. Controguerra DOC er den nye dreng i klassen (etableret som DOC i 1996), og her tænker man lidt ud af boksen og laver også rene merlot, cabernet sauvignon, ciliegiolo og pinot nero-vine, men da Controguerra  DOC er det klart mindste af de fire områder, er det blot en dråbe i et montepulciano-hav.

 

 

Men hvad er montepulciano så for en drue? Det er en tykskindet drue, der giver ganske mørke vine med medium til højt tannin-niveau. I næsen fremkommer ofte blommer og kirsebær, i munden er finere eksemplarer berømte for en chokolade-agtig finish. Personligt kan jeg godt forveksle den med sangiovese i blindsmagninger, og tidligere troede man også, at de var fætre, men senere DNA-studier har afvist dette. Men de klæder hinanden og blandes derfor ofte – ikke bare i Abruzzo, men også Marches måske mest berømte rødvin, Rosso Piceno DOC, er netop en blanding af de to. Montepulciano er også  navnet på en meget berømt rødvin fra Toscana, Vino Nobile di Montepulciano. Den har absolut INTET at gøre med druen, den er nemlig lavet på en sangiovese-klon og opkaldt efter en by med navnet Montepulciano.

Der produceres også en rosato (italiensk for rosé) i Montepulciano d’Abruzzo. Rosato laves på røde druer, og er ikke bare en blanding af rød- og hvidvin, Erik. Når man producerer rødvin, er det de røde skallers kontakt med mosten, der giver den røde farve. På fagsprog hedder det maceration, og hvis man vælger at tage skallerne fra allerede efter et par dage, får man en klar, lyserød vin med markant mindre tannin. Og når sådan én kommer fra Montepulciano d’Abruzzo DOC, så hedder den Cerasuolo og er ganske berømt i det ganske støvleformede land.

 

Og hvad skal du så spise til din Montepulciano d’Abruzzo-vin? Du skal spise rustikke kødretter, som grillet lam eller okse. Det er madvin uden de store finesser, men med et stadigt stigende bundniveau. Prismæssigt er Montepulciano d’Abruzzo et godt alternativ til toscanske rødvine og bestemt værd at udforske. Og tilgængeligheden er i top, Montepulciano d’Abruzzo DOC-vine fås i snart alle større supermarkeder. Men hvis du insisterer på vine fra den finere Colline Teramane DOCG eller det lille Controguerra DOC, så må du nok ud og lede lidt. Cerasuolo finder også oftere hos din vinhandler end i Netto. Lykkes det, kan du passende hælde den ned til en rustik fiskeret eller bare i sig selv.

Trebbiano-gate

Trebbiano er en familieTrebbiano af druer, der stammer fra Italien og dyrkes stort set overalt. Det er en gavmild sort, der er nem at dyrke og giver en god syre selv i varme omgivelser, men til gengæld er ret aromafattig. Slår man op i digre værker om vin er opfattelsen generelt, at den sjældent giver verdensklasse vine. Der findes et hav af af undersorter, som er i meget tæt familie med hinanden og familieforholdene er mildest talt noget rod. Trebbiano d’Abruzzo er ikke en trebbiano-sort i sig selv. De druer man laver Trebbiano d’Abruzzo på, er ofte identiske med bombino bianco, som sandsynligvis kommer fra Puglia. Og så har vi faktisk også en trebbiano abruzzese, som sandsynligvis er identisk med en klon, der hedder trebbiano toscana. Forvirret? Det er vinmagerne også, så der skulle være lavet en aftale, der betyder at Trebbiano d’Abruzzo må laves på både bombino og trebbiano toscana uden skelnen til, om det er det ene eller andet.

Stilmæssigt er Trebbiano d’Abruzzo oftest ret simpel vin. Den kan i virkeligheden ikke meget andet end at give læskende, spændstige hvidvine, der står godt til den lokale mad. Men det er ærligt, rustikt og umiddelbart. Skal man have noget virkeligt spændende ud af trebbiano-druen, kræver det en dygtig vinmager med adgang til det bedst tænkelige terroir. Har man det, kan resultatet ende sådan her.

I de mindre IGT-kategorier, hvor reglerne for, hvilke druer du må og ikke må bruge, er mindre stramme, laves der naturligvis rødvin, hvidvin og bobler på en masse andet end montepulciano og trebbiano. Cabernet franc, aglianico, pecorino og chardonnay for eksempel. Og på coccociola. Det er en af vin, som imodsætning til stort set alle andre små, lokale druetyper Italien byder på, er i vækst. Mange af de andre bliver udkonkurreret af internationalt kendte typer med højere salgspotentiale. Når det ikke er sket med coccociolaen skyldes det, at man brugt den i produktionen af bulkvin, hvor den har tilført et godt skud syre. For det har den rigeligt af, men samtidigt nogle elegante citrus-noter, både i næse, mund og eftersmag.

Abruzzo har masser at byde på. Og det meste er godt.

  , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *