Vine fra regionen Veneto – ikke kun Amarone-land

Vine fra regionen Veneto - ikke kun Amarone-land

Veneto – danskernes yndling.

I Danmark er vi gladeVine fra regionen Veneto for italiensk vin. Faktisk er ca. hver femte flaske vin, der ryger ned i kurven hos den gennemsnitlige danske forbruger fra støvlelandet (kilde: Dansk Erhverv). Af de mest populære regioner ligger Veneto i den absolutte top. Det er imidlertid ikke så mærkeligt, for Veneto er én af de regioner i Italien, som producerer allermest vin. Boblende Prosecco, læskende hvid Soave og Valpolicellas tunge og koncentrerede Amarone kommer alle fra Veneto. Regionen har imidlertid ikke altid har været kendt for kvalitetsvin. Historien om Venetos vine er nemlig også en historie om en udvikling fra ineffektive kooperativer med fokus på kvantitet til et druedrevet og guldrandet eventyr med lokale sorter og unikke vine i hovedrollen.

 

Fra vest mod øst

Vine fra VenetoGrundlæggende er Veneto præget af en meget blandet geografi og dermed et skiftende terroir, der giver en relativ stor variation af vine, så det giver ingen mening at tale om fællestræk blandt de forskellige områder. Man har ét særligt mikroklima helt mod vest, hvor Gardasøen og positionen for fødderne af høje bjerge spiller ind. Det afløses af blødere bakker for til sidst at blive flad slette. Groft sagt kan man dele regionen op i en vestlig og østlig del, hvor det er de vestlige vine, der er løbet med klart mest berømmelse. Her finder man nemlig Valpolicella og Soave og det, blandt lægmand, mindre iørefaldende Bardolino. Østens perle er Proseccoen, som vi har fortalt om i et tidligere indlæg, mens de øvrige underområder i denne del af Veneto ikke har penetreret den danske forbrugers bevidsthed i nævneværdig grad. Dette skyldes til dels også, at der dyrkes mere kvantitet end kvalitet her. Men det betyder ikke, at der ikke er gode sager at gå på opdagelse i.

Passito

Da det ville være enVine fra Veneto umulig opgave at skrive fyldestgørende om alle Venetos vine i ét indlæg, så vælger vi i stedet at fokusere lidt mere på nogle de røde. For i manges bevidsthed er Veneto synonymt med Valpolicella og dermed også Amarone og Ripasso-vinene. De bliver lavet på distinkt lokale druer: rondinella, corvina, corvinone og molinara. Historien bag dem er, at man i Valpolicella-området, der ligger nord for Verona, har haft tradition for at tørre druer på måtter, og derefter at presse dem til Recioto, en sød vin, som vi vil tage under nærmere behandling, når vi engang får skrevet uddybende om Italiens mange dessertvine. En gang imellem sker det, at nogle naturligt forekommende gærceller omdanner noget af restsukkeret fra de tørrede druer til alkohol, og man får en bulderbasse af en tør vin med høj alkoholprocent (14-17%), fløjlsagtig tekstur og stor dybde. Først i 1950’erne systematiseredes denne proces og Amarone var født. I 1960’erne fandt man på at bruge kvaset fra Amarone, og lade det ”passere” gennem den almindelige Valpolicella-vin, en proces, der kaldes passito. Resultatet er, at vinen får mere krop og alkohol og dermed var én af vinhistoriens største kassesuccéser, Ripasso, en realitet. Anvendelsen af tørrede druer i vinene har vist sig at have et enormt kommercielt potentiale. Det ved de godt nede i mit lokale supermarked. En hurtig optælling gav mellem 15 og 20 forskellige Ripassoer, andre passito-vine og egentlige Amaroner.

Opsang

Ikke kun Amarone-landNu skal jeg ikke bestemme, hvad folk har lyst til at drikke – det må man jo ret beset selv ligge og rode med. Men skulle jeg alligevel hæve den vinøse pegefinger og give familien Danmark en opsang, så blev det nu. For der er mindst to store problemer med vores umættelige trang til rosin-vin. For det første er der tilsyneladende en ondskabsfuld alliance mellem den dovne forbruger og den griske købmand. Vi vil have noget, vi kender og købmanden vil frygteligt gerne sælge det på bekostning af andre og ligeså spændende vine. Vinhylden ender med at blive oversvømmet af mere eller mindre ligegyldige produkter, men vi putter dem gladeligt i kurven, fordi der står Ripasso eller Amarone på flasken. Men Ripasso og Amarone passer ikke til alt. Hermed er vi ovre i problem nr. 2. Danskernes yndlingvin er ret tung vin, der kræver stor mad med store muskler. Helt ukritisk drikker vi Ripasso til alt. I min verden er helvede en uendelig gentagelse af pastaretter med kylling (fejl nr.1) serveret med lunken (fejl nr.2) Ripasso (fejl nr.3). Til folks undskyldning hører det med at kompetent vinbetjening i et supermarked ikke findes i dagens Danmark, så det kan være svært at få god vejledning. Men det kunne måske samtidigt være en anledning til at købe vin et andet sted, hvor passionen for dråberne og den basale viden lå på et lidt højere niveau end hvad købmanden kan præstere.

Alternativerne

Overeksponeringen afVine fra Veneto Ripasso og Amarone har gjort Valpolicella og rødvine fra Veneto til mange vinnørders yndlingsaversion. For meget krop, for meget sødme, for meget frugt, for lidt struktur og for lidt syre. Som alle andre generaliseringer er det en skam, så her kommer tre røde fra Veneto til dig, der er kørt død i marmeladevin.

Valpolicella Classico Superiore: Den almindelige Valpolicella uden Amarone-kvas er en tør, velstruktureret sag med medium tanniner og en behagelig bitterhed i slutningen. Den har en god portion frugt og en umiskendelig kirsebær-næse. Hvis den skal have superiore på etiketten skal den have ligget i mindst 12 måneder. Classico indikerer, at vinen kommer fra det oprindelige og (formentligt) bedste område i Valpolicella DOC. Der er tale om en ret stram vin og pointen med Ripasso er netop at løsne lidt op og give mere fyldighed. Personligt synes jeg, det er synd og skam.

Bardolino Classico og Superiore: Lavet på de samme druer som Valpolicella, men med et ganske anderledes resultat. Vinene er lysere og lettere, men bibeholder struktur og syre samt duften af kirsebær. Bardolinoerne er læskende vine, du kan drikke i stedet for pinot noir til din kylling eller til en pasta med ragú.

Raboso Piave: Egentligt er Raboso Piave ikke en vin, men en drue. Ætymologisk skulle den betyde noget i retning af den vrede på dialekt, hvilket giver ganske god mening, da den giver en ret tannin-rig vin. Igen en vin med masser af struktur, men typisk med en relativt lav alkoholprocent. Raboso Piave dyrkes især i områderne omkring Treviso og Padua. I modsætning til de to øvrige alternativer, som kan findes i et velassorteret supermarked, kan det være vanskeligt at opdrive Raboso Piave, hvis ikke din lokale vinpusher har et bredt italiensk udvalg. Skulle du få fingrene i en flaske, så skal der serveres kød til og gerne vildt.

Skrevet af Andreas Sievers
  , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,