Rødvine fra Trentino-alto Adige

Kolde røde druer

Det er næppe nogenTrento stor hemmelighed, at denne skribent holder meget af vin. Og noget mere end andet. Det kan skifte lidt i takt med årstiderne, humøret og hvad jeg i en given periode er optaget af. Og i øjeblikket er jeg overordentligt optaget af lette, kølige koldklimasvine. Helst lavet på bare en enkelt drue, så man rigtigt kan smage, dennes karakteristika og jorden den er vokset i. Særligt her om sommeren, hvor råvarerne er delikate, friske og sprøde (man behøver ikke at grille alt ihjel, bare fordi solen skinner lidt!) Dette gør rødvinene fra Trentino-Alto Adige interessante for mig.

TrentoHøjden i bjergene og de kølige nætter giver rødvinene fra regionen en høj frugtsyre og en moderat alkoholprocent. Frugtsyren er det, du oplever i vin som læskende eller mundvandsfremkaldende, og det er mere markant i hvidvin end rødvin. Dette er med til at give vinene struktur og en form for rankhed. Vine med lav frugtsyre opleves mere fade, brede i munden og med mere tyngde. Foruden de klimatiske forhold, kan vinbonden også selv påvirke vinen i kælderarbejdet i forhold til frugtsyren og taninerne (garvesyren). Primært handler det om, hvor længe vinen har ligget på træfade. Der er mange vinmagere i Trentino-Alto Adige, der giver vinene fad for at tæmme noget af syren, men det er ikke et karakteristika for vinene, at man kan smage fadet i udpræget grad.

Lokale druer

Når vi beskæftiger osLagrein - rødvine fra Trentino-Alto Adige med italiensk gastronomi, er der en pointe i at fokusere på de druesorter, som stammer fra lokalområdet, for det er netop ét af de største karakteristika ved italiensk vin: En afsindig variation, som stammer fra et væld af lokale druesorter og traditioner, som man dygtigt har formået at bevare i konkurrencen med mere internationalt kendte druer. Disse er naturligvis også repræsenteret i Trentino-Alto Adige. Både cabernet sauvignon, merlot og pinot nero (pinot noir) fylder en del både i markerne og på hylderne. Disse går vi imidlertid udenom i denne omgang, og stiller i stedet skarpt på fire lokale varianter, to fra hver provins.

Sydtyrolsk trold og læskende bællevin

Vi begynder oppe i de sydtyrolske bjerge med lagrein. Lagrein er en lidt kantet, krydret, syre- og tanninrig drue, der ikke umiddelbart er specielt charmerende i sig selv. Den dufter nogle gange af rønnebær, lidt krydret og er nok lidt af en acquired taste i ren form. Derfor ser man ofte, at man blander lagrein med merlot, der med sin indsmigrende frugt og blødhed giver lagrein dét, den mangler for at blive attraktiv for det brede publikum. Lagrein kan godt trække op til 14 % alkohol, men opleves sjældent som tungt. Af vinene fra regionen er det lagrein, der egner sig bedst til mørkt kød, hvor de øvrige rødvine er som skabt til gris.

Enoteca - Trento - Rødvine fra Trentino-Alto AdigeMens de italiensktalende har taget navnet lagrein til sig, er der imidlertid uenighed om den nordlige provins anden store lokale drue, som hedder vernatsch eller grossvernatsch på tysk og schiava på italiensk. Her er der tale om helt Beaujolais-agtigt lette rødvine, der ofte er transparante i farven og præget af hindbær, mørk blomsterduft og skovtur(!) i næsen. Schiava er bællevin på den gode måde. Læskende saftige og simple. Smid den i køleskabet og drik den som en kraftig rosé og brug den til lette anretninger med gris og fugl eller fiskeretter med lidt tyngde. Jeg fik schiava til ovnbagte foreller og grøntsager – glimrende match med den lidt fede fisk og de stegte grøntsager. Det vil sjældent være vin, der giver der ret meget andet end et godt buzz, men det er jeg heller ikke for fin til.

Kirsebærvin fra syd

Bevæger vi os ned i Trentino er teroldego det store navn. Denne drue giver tætte, frugtige vine, der er mørke i farven. Næsen er domineret af bærfrugter, særligt kan man ikke undgå at tænke på kirsebær, når man stikker snuden i glasset. Der er tanniner, men færre end i lagrein, og det hele holdes på plads af en levende frugtsyre, der gør, at det hele ikke flyder ud. I det hele taget har teroldego noget charme, som den nordlige fætter mangler og i hænderne på de dygtigste vinmagere, kan man lave vældigt gode vine med stor kompleksitet og dybde.

“Versa il vino! EccellenteTrento Marzemino!” (skænk vinen op! Den fremragende Marzemino) I tidligere tider var marzemino en højtestimeret drue og kendt i hele den civiliserede verden. Mozart nævner den i operaen ”Don Giovanni”, hvorfra indledende citat stammer. Men marzeminoen faldt med pudderparykkerne lidt ud af billedet og er først nu ved at blive taget alvorligt igen. Jeg synes, den har en del tilfælles med teroldego: mørk, tæt, frugtrig og den har kirsebærnoterne. Studier har også påvist, at de to er i familie med hinanden. Én af årsagerne til marzeminoens fall from grace er sandsynligvis, at den er ret skrøbelig ude i marken og derfor nemt får sygdom, hvilket gør den vanskelig at satse på for vinbonden, og langt det meste marzemino forlader ikke Italien. Men i Trento fås den på alle caféer og barer.

Som jeg har skrevet i indledningen, så er rødvinene fra Trentino-Alto Adige ikke de tungeste – og generelt køber danske forbrugere relativt tunge vine. Men skulle du have lyst til at prøve nogle rødvine med finesse og masser af frugt, og hvis du alligevel har en gris liggende i kummefryseren, der skal spises, så kunne de røde fra nord været et godt bud på den rigtige vin. Det er langt fra alle supermarkeder herhjemme, der har trentinsk eller sydtyrolsk rødvin på hylden, men hos en god vinhandler og på nettet kan det sagtens lade sig gøre. Personligt har jeg i hvertfald ikke drukket den sidste flaske kølig schiava i den danske sommervarme.

Af Andreas Sievers
  , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,