Jeg har altid synes, at det er
svært at navigere i italiensk mousserende vin, for der er et væld af udtryk, områder, vine og druer, der kan betegne en sådan. Der har franskmændene ærligt talt været noget mere forbrugervenlige: Champagne kommer fra Champagne – resten er cremant. Så formålet med denne artikel er at skabe orden i kaos, så du har overblikket næste gang en særlig lejlighed kalder på et festligt glas bobler.
Dog ligger vi lidt nedslående fra land. For selvom der bliver lavet meget rigtigt god mousserende vin i Italien, så lad os lige slå én ting fast: Der er ikke og kommer aldrig til at være nogen substitut for god champagne. Det er ikke til diskusion. Men gode bobler fra Italien har et højt bundniveau uden at kunne nå champagnens topniveau. Så hvorfor så overhovedet vælge italiensk frem for fransk? Champagne er dyrt og eksklusivt, men prisen sættes af og til efter etiketten mere end indholdet. Der kan man med fordel finde italienske bobler, hvor kvalitet og pris hænger bedre sammen.
Metoden frem for alt
Noget af det, der gør champagnen
speciel, er måden man laver den på, hvor man gærer den to gange. Groft sagt, så laver den første gæring alkohol, og den anden gæring laver bobler. Anden gæring foregår i den enkelte flaske. Det vil sige, at man hælder gæret druemost på nogen flasker, lader den gære én gang til, og når du klemmer proppen af flasken, så er det boblende og lækkert. Denne metode hedder ganske enkelt champagne-metoden. Der er imidlertid andre måder at gøre det på: Man kan lave andengæringen i store tanke og derefter hælde det på flasker – den såkaldte charmat-metode. Eller man kan lave den helt tarvelige udgave og fyre noget kulsyre i en slatten gang hvidvin og vupti-bum, så er der champus.
Men der sker altså bare et eller andet godt med vinen, når man laver den på champagne-metoden. Derfor er de bedste spumanter, lambruscoer og proseccoer også lavet således, og det står næsten altid på flasken som: Metodo tradizionale eller metodo classico.
Bobleoverblikket
Bare for at ridse kort op:
Moscato d’Asti, lambrusco, spumante og prosecco. Det er bobler det hele, men der er stor forskel på de forskellige vine (og der er mange andre end disse, men vi kan ikke nå det hele).
Overordnet set kaldes en mousserende vin for spumante, der betyder, at boblerne bliver ved med at være i glasset. Hvis boblerne fiser ud efter man har skænket, så er vinen frizzante, hvilket vi kender som perlende. Spumante kan laves på en hvilken som helst drue, der er velegnet til formålet og er dermed ikke forbeholdt bobler fra et særligt område. Og der bliver lavet spumante i hele Italien.
Prosecco derimod
er en form for spumante, der laves i regionen Veneto på hovedsageligt én særlig drue. Den hed indtil for ganske nylig også prosecco, men nu har man besluttet at kalde denne drue for glera. Det har man gjort for, at gøre det nemmere at skelne mellem druen og DOCG-området Prosecco.
Moscato d’Asti er en anden tredje form for spumante, der stammer fra Piemonte og som oftest er sød. Den bruges til desserter og til at drikke handelskolepiger fulde med. Heldigvis bliver der også lavet masser af delikate Asti’er. Det er bare ikke dem, du finder i supermarkedet. Den laves på moscato-druen, og indeholder som oftest kun 6-7 % alkohol.
Lambrusco er en vin og en drue, der stammer fra Lombardiet og Emilia-Romagna. Den er lyserød, og smager forfærdeligt, hvis du har købt den i Netto til 30 kr. Hvis du i stedet bruger 60-110 kr, så smager lambrusco af sommer, sol og mere. Har du aldrig smagt en anstændig lambrusco, så er du gået glip af noget godt.
Top 3
Hvad er så de bedste i Italien?
Det er jo smag og behag, men af de områder med det bedste ry og rygte, er tre værd at fremhæve – og her dribler vi uden om de søde og de røde.
Franciacorta DOCG: I området omkring Brescia i Lombardiet finder vi Franciacorta DOCG. Idéen om at lave spumante på disse kanter er ret ny, fra starten af 1960’erne. Vinene laves på to af de klassiske champagnedruer, chardonnay og pinot noir samt pinot blanc og er per definition lavet på champagne-metoden.
Spumante fra Trento DOC: Som beskrevet i et tidligere indlæg, så er klimaet i Trentino brilliant til kølige, syrebårede vine, hvilket passer godt på en tør mousseret vin. Chardonnay blev introduceret i regionen allerede i år 1900, og de øvrige tilladte druesorter er pinot noir, pinot meunier og pinot blanc. Nørderne har nok luret, at de tre første er de klassiske champagne-druer, og efter denne skribents ringe mening, så er Trento DOC-boblerne dem, der kan smage mest af de franske mestre. Metodo classico er obligatorisk.
Prosecco Conegliano/Valdobbiadene: De fineste proseccoer i Veneto kommer fra to områder i nærheden af Treviso, som nu også har fået DOCG-status. Særligt fint er underområdet Cartizze. Rigtigt meget prosecco er extra dry, hvilket betyder, at man tillader en anelse mere sødme end, når boblerne er brut, men de findes også knastørre. Metodo classico er tilladt, men ikke et krav. Undertegnede oplever ofte lidt flere frugtnoter i proseccoerne end i de to andre champagne-kloner. Skal man være lidt polemisk, så er prosecco det mere ”rene” italienske bud på en mousseret vin, da den bliver lavet på en indfødt drue.
Af Andreas Sievers