Friterede kager med konditorcreme – opskrift – Bomboloni og Frati

Der findes nok ikke et land som ikke har deres egen variation af en sød friteret dej – til tider med fyld og andre gange med et dekorativt hul i midten. Fra de amerikanske Doughnuts, de israelske Sufganiyot til de italienske Frati og Bomboloni(jeg er vild med det sidste ord!). Bomboloni(dem med fyld) og Frati(dem med hullet) er populære især i Toscana og man spiser dem enten til morgenmad, eftermiddags sød-snack eller om aftenen.

Vi besøgte i sommers et lille friggitoria(sted hvor der friteres) som udelukkende laver Bomboloni og Frati. Om vinteren tilføjes friteret Polenta kaldet Scagliozzi, til deres sparsomme udvalg. L´antica friggitoria, som stedet hedder, er blevet drevet af Rainone familien siden 1920 og vi fik i forbindelse med vores dokumentariske rejse til Livorno, lov at se med i bageriet fra kl. 7 om morgenen.

Vi arbejder på at få deres dej-opskrift, men indtil den er i hus, kommer her en opskrift jeg har med mig fra restauranten hvor jeg arbejdede i Milano. Selve processen er fra L´antica friggitoria. De laver Bomboloni med tre forskellige slags fyld; Ricottacreme, en lækker chokoladecreme og endelig en uimodståelig konditorcreme. Det er sidstnævnte vi tager udgangspunkt i.

Så nemt er det:

1. Lav konditorcremen ved at følge denne opskrift – det tager ca. 5 minutter

2. Start herefter med at arbejde melet, sukkeret, smøret, citronskræl, salt og det opløste gær sammen til en slags brøddej. Brug gerne en dej maskine.

3. Form dejen til en stor bold og lad den hvile i en skål, dækket med et viskestykke, i en times tid ved stue temperatur.

4. Slå dejen ned og rul den ud på et bord let strøet med mel. Den skal være ca. 1 cm. høj. Brug en 5-7 cm. stor udstikker eller glas til at trykke dejen ud i cirkler. Lad disse cirkler hæve tildækket og lunt i yderlige 40 minutter.

5. Friter dem i 180 grader varmt friterings-egnet olie og vend Bomboloni´erne så snart de begynder at puffe. Friter dem til de er gyldne på begge sider. Tag dem op og læg dem et øjeblik på fedtsugende papir og vend dem så hurtigt i sukker.

6. Prik et lille hul i kagerne med en lille spids kniv og ved hjælp af en sprøjtepose, sprøjtes en smule creme ind i Bomboloni´en og en lille klat på toppen som dekoration.

Det skal du bruge til dejen:

300g mel

50g sukker

50g blødgjort smør

20g gær og 150-200ml vand

revet skal fra en citron

en knivspids salt

Olie til fritering

 

Besøg Rainone familien og L´antica friggitoria på Via del Cardinale i Livorno, Toscana.

  , , , , , , , , , , , , , , , ,


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *